Hvid Sjokolade Overload Lyrics

Jeg havde et mareridt om udskidt røvgryde i form af mit eget selv. Halvt slået ihjel af info-overload, sagde jeg farvel, så nu' jeg på bar bund, uden beat og med fortiden slettet. Tænk engang, skudt i sænk, en simpel sang ville gøre mig lettet, men spilledåsen feeder. Det' mit liv på repeat, og jeg vakler omkring i min egen gårdhave; Hvordan fanden tackler man verdens problemer? Med fakler og bannere, computere og scannere, men vi stener - mest af alt mig selv og de andre velopdrættede aber jeg ligner... Hvis vi forener det videnskabelige, det lidenskabelige og det gustne
i det rustne maskineri de kalder systemet, ku' vi operere mod brok og slippe af med problemet? Mine skuldre er for smalle, jeg må gøre noget før de brækker. Prøver at trække på dem, men byrden bli'r for tung. Jeg' for ung, og det trækker fra mit åbne fjernsyn - torden, lynild og alt for langt ude historier. Verden er blevet for lille, der er ingen overskydende plads til glorier. Ud at lede efter det fede, vi bli'r fyldt op af tomme kalorier. Hvad mener du? Hvad tror jeg? Kender du det?

Hvor er den snor, der sku' ku' styre marionetterne og kætterne, de højtråbende med hætterne, de håbende, måbende, selvudsletterne? Der står X på etiketterne. De' lasede og fulde af rifter. Væggene har ører - hallooo - sig mig, hører I efter?
Ingen hæfter sig ved ordene, når beboerne af Jorden kæfter op... Det bli'r stonefaces og hvid støj, mens alle venter på at det hele ska' stop'. Den store røvgryde - væltet - f___! Den var fyldt til randen med informationer for fler' millioner. I samlet trop vasker vi op på stranden, men der er så meget nu: Så mange ord, troer og så meget pis. Det når mig langt op over navlen, stiger konstant og stinker af nemesis. Veltilfreds bli'r Noahs Ark solgt kontant til højeste bud, og først når skuden er kæntret, står det uændrede fact fast: At mennesket er Gud. Og når jeg drikker den enbårnes blod fra flasken for at forsvinde, er der langt fra hvor jeg står og til magtens tinde i verdens virvar. Vi gi'r og ta'r af Jesus (Gee's us - jes-us - Just Us), mens vi fjerner os fra kosmos. Messer "trust us". For ind i Helvede hvor det går i en stank af brændt kød og fosfor, som tandløse nossefår - kom så, kom så, jeg sagde KOM SÅ!

Ådselsgribbene kredser og føler kun for smagen i deres del af kagen. Hvad er dagens ret? Kød og blod - f___ sagen, det løber ned af hagen og ud i kloakken, for alting bli'r ved snakken og om lidt er der fodboldkamp i Parken. KOM SÅ!
Med kritik af alt fra de værste TV-serier til diverse tilbudsferier, læserbrevsspalternenes n___stiske optagelseskriterier - hva' sker der? Om lidt ka' jeg klone min kone så jeg får fler' eller mig selv, så jeg ka' lave min egen hær og demonster' for mere selvværd inden Glistrups hammer falder, for den rammer ik' de rigtige, lig'som brostenene da Nørrebro stod i flammer. Jeg hører' de kalder - de uskyldige bag tremmer - jamrer i klammer fra bladhylden hos min lokale kræmmer, skriger, mens lovens lange arm strammer grebet, og det skræmmer mig at det stadig ka' bli'e klammer'!

Jeg har brug for en krammer, men gaderne pulserer med ligegyldighed, og jeg hader det! Jeg ka' ane koldsved på deres facader, mens jeg sindsforvirret vader blandt potentielle venner eller fjender. Får lyst til at slås, men er pacifist. Det gør ondt, jeg må ha' en blist - eller er det et brist? - Intet står fast! Kun at jeg bli'r ommøbleret af omgivelserne - foregivelserne. Jeg skriver, for jeg trives, når jeg rapper eller blabber - og det er der fælden klapper: Når en husneger narrer sig selv til at erfare, at han er mere end en klovn, når han ta'r en slapper fra zapperiet og ser at de mange dele er et større hele, der kun holdes sammen af mørnede lapper. Der' ingen supermænd, kun attrapper. Fortørnet skræpper jeg op, mens følelserne kværker mig og mærker mig i livet herfra, og til døden forstærker mig i troen på brugen af klaps på skuldrene til det smuldrende individ. Du ka' tro hvad du vil, mens der stadig er tid, men det' os selv der skaber splid. Sender det ud på hybrid og knepper os selv så hårdt, at vi tuder, når maskebal bli'r maskefald, og vi vågner op uden pudder med sjælen i knuder.

Ka' du holde skansen uden dit panser? Bruger du dine fejl som spejl, når livet standser?
Festen er borte med blæsten, og formålet med livet et pust i sivet til alle dansere. En undskyldning for at gå banz eller råbe NEJ TAK til sine sanser. Hjerteskærende, blærende, ærende, belærende. Fortærrende som en pagt for bannerbærerne, for som sagt:
Havde jeg et mareridt om udskidt røvgryde i form af mit eget selv. Halvt slået ihjel af info-overload, sagde jeg farvel, så nu' jeg på bar bund, uden beat og med fortiden slettet. Tænk engang, skudt i sænk, en simpel sang ville gøre mig lettet, men spilledåsen feeder...